Købmanden fra Simested

  retur
Lørdag den 1. august 2009 lukkede købmanden i Simested. Efter 38 år valgte Jørn Rosenhøj, Karen Hansen og Vagn Hansen at lukke deres forretning og gå på pension. Den gamle stationsby mistede herved sin sidste købmandsforretning.

Det var med store forventninger om en spændende fremtid i Himmerland, da den udlærte reservedelsekspedient Jørn Rosenhøj som 23årig flyttede fra Give til Simested. Med sig havde han sin søster Karen og svogeren Vagn Hansen, der var udlært købmand. De tre overtog i 1971 en veletableret købmandsbutik i byen fra forgængeren købmand Olsen. Olsen havde i årene forinden forvandlet den lille og for en stationsby karakteristiske rødstensbygning med hjørnegavl til en fuldvoksen selvbetjeningsbutik med tilstødende lager- og kontorlokaler. Butikken blev indviet i 1967 og var allerede dengang en moderne butiksbygning med fladt tag og store glaspartier ud mod vejen. På overtagelsestidspunktet havde byen udover købmanden også en bager (nedlagt i 1977), en manufakturforretning (eksisterer stadig) og endnu en købmand. Jernbanen var få år forinden blevet nedlagt, hvorved den lille stationsby havde mistet et væsentligt aktivt.

Hele bygningskomplekset ligger i vinkelform på hjørnegrunden Banepladsen/Boldrupvej med den gamle købmandsbutik som ældste bygningsdel. Den blev formentlig opført omkring 1900, tæt på stationen og direkte overfor byens hotel. I forlængelse af den gamle butik havde købmand Olsen allerede i 1957 opført et grovlager til koks og foderstoffer m.m. Udvendig fremstår bygningen stadig med rampen til levering af de store og tunge sække og kasser. I gården fandtes en kværn til at male korn med. Allerede i begyndelsen af 1970'erne var denne del af forretningen ikke længere rentabel. Købmand Rosenhøj indrettede i stedet for lokalerne til salg af havemøbler. I dag bliver denne afdeling af butikken brugt til salg af hesteudstyr og drives af Karen og Vagn Hansens datter.

De egentlig butikslokaler har stort set stået uændret gennem de sidste 38 år. Kun enkelte reoler blev fjernet eller flyttet. Den største forandring var dog anskaffelsen af frostbokse til dybfrostvarer i 1970'erne og 1980'erne. Dengang blev dybfrosset kød med stor succes optaget i varesortimentet, mens salget af de ved overtagelsen stadig førende dagligvarer som mel og sukker gik stødt tilbage. Jørn Rosenhøj husker, at folk ikke længere var så selvproducerende og i mindre omfang selv forarbejdede råvarerne, som man tidligere gjorde. Det var gode år for butikken med stigende omsætning. Modgang kom med krisen i 1980'erne. Renten steg voldsomt, og ikke kun kunderne, men også købmanden havde problemer med at skaffe til dagen og vejen. Karen Hansen husker det som "meget svære tider". Butikken overlevede krisen takke være spareplaner og en øget kassekredit i banken.

I dag er det mest dagligvarer, der sælges fra butikken. Men netop disse varer, siger Jørn Rosenhøj, er der jo priskrig på i dag. Især butikskæder kan sælge varerne billigere end købmanden i Simested. Han mener, at folks indkøbsvaner har ændret sig markant. Man kører gerne langt for at handle, når varen kan fås til en god pris. Desuden forventer kunderne i dag, at de nærmest døgnet rundt kan forsyne sig med dagligvarer. Købmandsbutikken i Simested har haft åbent mandag til torsdag kl. 8-17.30, om fredagen til kl. 20 og lørdagen til kl. 13. Lørdag eftermiddag og søndag holdt man lukket. Disse åbningstider vil en eventuel efterfølger nok blive nødt til at ændre.

En væsentlig del af forretningen er udbringning af varer. Denne service var allerede etableret, da man overtog butikken i 1971. Dengang var udbringningen forbundet med indsamling af æg, dvs. man leverede købmandsvarer til kunder i oplandet og fik æg med retur. Antal og pris blev noteret i en kontrabog og det samlede beløb afregnet i januar måned. Æggene blev hentet af et ægpakkeri fra Aars. Ægindsamlingen blev indstillet i midten af 1970'erne.

I 1993 lukkede byens posthus, og købmandsbutikken overtog postfunktionen. Dermed blev butikkens rolle som mødested og kommunikationscenter i byen udbygget. Man kommer her for at høre nyt eller for at aflevere en historie, som regel med en klar forventning om, at den bliver fortalt videre. En lille sludder har stor betydning i den daglige kommunikation. Den styrker følelsen af fællesskab og identitet.

Jørn Rosenhøj er en mand med et smil på læben. Et velfortjent otium ligger foran ham, søsteren og svogeren. Livsværket, som trekløveret har skabt, er nu under afvikling, og fra lørdag den 1. august 2009 er Merco-købmanden i Simested en historie fra fortiden. Om byen får en ny købmand står hen i det uvisse. Men der kan ikke herske tvivl om, at lukningen af købmanden vil stille det lille bysamfund i det sydøstlige hjørne af Vesthimmerland foran en række presserende udfordringer.