Stationsbytiden

Da jernbanestrækningen Hobro-Løgstør blev indviet den 14. juli 1893, indvarslede det en helt ny tid for Vesthimmerland. Med ét åbnede verden sig op for det gamle landbrugsland, og man kunne i løbet af kort tid komme til Hobro, og derfra videre med jernbanenettet til de større byer rundt om i landet. Rejsetiden blev markant mindre, og det blev lettere at fragte varer til og fra området. Stationerne langs den nye bane virkede som magneter på handlende og håndværkere, der blev tiltrukket af de gode fremtidsperspektiver i de nye stationsbyer i Vesthimmerland. I Aalestrup medførte den nye station, at der i løbet af få år voksede en driftig by frem, mens byer som Østrup, Vindblæs og Hornum Stationsby oplevede et stort boost med banens ankomst. I Aars var der allerede godt gang i udviklingen fra landsby til handelsby, men jernbanen gav endnu et betydeligt løft, og i tiden omkring 1893 slog flere driftige tilflyttere sig ned i byen.

Indbyggertallet i Aars sogn steg eksplosivt efter jernbanens ankomst. I løbet af 1890'erne steg det med hele 49,4%, hvilket fortsatte med 47,0% i 1900'erne. Byen nåede nu en størrelse, hvor flere specialister slog sig ned, og i 1894 fik Aars sin første læge, da Stefan Stefánsson oprettede sin lægepraksis. Samme år kom maskinfabrikant Niels Jensen også til byen og blev meget kendt for sine pålidelige vindmotorer.

I 1899 blev Aars til et jernbaneknudepunkt, da privatbanen Aalborg-Aars blev indviet. Med forlængelsen af banen over Farsø til Hvalpsund i 1910 blev Aars centrum for jernbanetrafikken i hele Vesthimmerland. Denne position bevaredes, til jernbanerne efter 2. Verdenskrig blev udkonkurreret af lastbiler, rutebiler og personvogne. Stationsbytiden var med til at konsolidere Aars som en handels- og industriby, og det lykkedes også at finde flere ben at stå på, så byen ikke var afgørende afhængig af jernbanen for at fortsætte sin udvikling.