Historie - Fra  køkkenmødding til oplevelsescenter

 

De første arkæologiske undersøgelser af skaldyrsdyngen ved Ertebølle foregik fra 1893-97. Undersøgelsen gav afgørende ny viden om livet i stenalderen og førte til, at Ertebølle lagde navn til den sidste periode af jægerstenalderen. I dag er Ertebøllekulturen og det berømte fundsted kendt langt ud over landets grænser.

De første overvejelser om etableringen af et arkæologisk formidlingscenter i Ertebølle går tilbage til 1980'erne. I 1990'erne kunne tankerne blive til virkelighed med støtte af bl.a. Arbejdsmarkedets Feriefond, Sparekassen Farsø og Farsø Kommune. Den 5. juli 1997 blev det nye Stenaldercenter Ertebølle åbnet af Hendes Majestæt Dronningen.

I de efterfølgende år lagde centerleder Vagn Petersen, sammen med støtteforeningen, enorme anstrengelser i udviklingen af centret til en betydningsfuld oplevelsesattraktion. Men senest ved Vagn Petersens sygdom, og alt for tidlige død, kom Stenaldercenter Ertebølle i alvorlige vanskeligheder, som førte til manglende vedligeholdelse og lukning.
I 2012 tog Vesthimmerlands Kommune initiativ til en genopretning af stedet. I juni 2013 blev driften lagt i hænderne på Vesthimmerlands Museum, der i tæt samarbejde med Støtteforeningen for Stenaldercenter Ertebølle har stabiliseret forholdene og samtidig sat en visionær genetablerings- og udviklingsproces i gang.

Stenaldercenter Ertebølle er omgivet af natur- og kulturhistoriske seværdigheder, der rummer store autentiske oplevelsespotentialer. Derfor anbefaler vi at kombinere et besøg af centret med at gå på opdagelse i de naturskønne omgivelser eller besøge nogle af de fremtrædende fortidsminder i Vesthimmerland, såsom vikingeborgen Aggersborg eller fundstedet for det kendte Gundestrupkar.