Per Kirkeby Information

 
Vesthimmerlands Museum har indrettet en turistinformation med plancher, modeller og filmklip om Per Kirkebys virke og værker i Aars. Dermed har byen fået et længe savnet anløbssted med oplysninger om den verdenskendte kunstners malerier samt skulpturelle og arkitektoniske værker i byen.

"Per Kirkeby har siden den første udsmykningsopgave på Vesthimmerlands Gymnasium i slutningen af 1970'erne haft en kolossal indflydelse på byens rum og været med til for alvor at sætte Aars på verdenskortet", fortæller museumsdirektør Broder Berg, som glæder sig over, at det med støtte fra "Fonden for Sparekassen Himmerland" nu er muligt at formidle kunstnerens store indflydelse i de nyindrettede lokaler på Vesthimmerlands Museum. "Gæsterne på museet har i årevis efterlyst uddybende information om Per Kirkeby og hans værker i byen, og efter hans død i foråret 2018 har vi oplevet en markant øget interesse".

Der er gratis adgang.