Per Kirkeby og Aars

Af Per Nørgaard
Tale ved premieren af Anne Wivels film "Mand falder", den 11.11.2015 i Aars Teaterbio

Per Kirkeby spiller en væsentlig rolle i Aars bys nyere historie. Som ophavsmand til en række udsmykningsopgaver på Vesthimmerlands gymnasium og en række store opgaver i Aars by, har han præget byen på en usædvanlig måde. Få byer på Aars størrelse har formået at fastholde en international anerkendt kunstners bevågenhed i så langt et tidsrum.

Det begynder på Vesthimmerlands Gymnasium, hvor udsmykningen af den store trappeskakt med det markante 24 kvm store oliemaleri "Herakles" bliver indledningen til et langt frugtbart samarbejde mellem kunstneren og gymnasiet. Et samarbejde der senere også kom til at omfatte Aars by.
Fra 1980, hvor Herakles blev malet, og fremad udviklede Kirkebys internationale karriere sig stærkt med værker rundt i verdens metropoler, alt imens han fastholdt et samarbejde med en kunstfremmed egn i det man i dag kalder Udkantsdanmark.

Hvordan har det overhovedet været muligt?
For det første, fordi han på gymnasiet traf folk, der var lette at samarbejde med (Palle Rønde Møller, Kirsten Holmgaard, Peter Stenild m.fl.) og fordi han fandt Aars som et uberørt sted "et hul i jorden", hvad moderne kunst angik.
For det andet fordi det lykkedes med gymnasiets og senere byens midler suppleret med diverse fonde at skabe den nødvendige økonomi til at finansiere det betydelige fingeraftryk som 30 års indsats har sat.

Kirkebys værker på gymnasiet, der udover maleriet omfatter en række skulpturer og et observatorium i gymnasiets baghave, tillige med en korsformet bænk, et nyt indgangs parti samt den store bronze ved indkørslen, har sammen med værker af Poul Gernes og vores egen Allan Otte klart skabt et kunstnerisk miljø af høj karat for gymnasiets brugere.
I bogen "At bygge i Aars", som Vesthimmerlands gymnasium udgav i 1996, skriver Kirkeby "at disse Aars processer er interessante fordi de kræver en vis form for sagtmodighed og langsommelighed, for hvis der overhovedet er nogle penge, er det ikke ret mange, så det kræver et enormt opbud af villighed til at diskutere inden for de lokalt givne rammer. Ethvert tilløb til højrøvethed og tilløb til at man ved bedre må neddæmpes".
Dette citat er på mange måder centralt for forståelsen af Kirkebys holdning til opgaverne i Aars. "Jyder er folk, der ikke siger så meget, men når de siger noget, så gør de det som regel af en eller anden mystisk grund. Men for mig er det påfaldende, at jeg skal den vej over og at det er derovre, det finder sted" siger Kirkeby.

Som sagt, så boltrede Kirkeby sig på gymnasiet og passede sin internationale karriere.
I Aars by lykkedes det efter mange års indsats at få overdraget hovedgaden fra amtet til kommunal ejendom. Det skabte både eufori og forventninger om en ny hovedgade, som byrådet straks satte fokus på. Handelstanden og borgerforeningen indsamlede fornemt næsten 1,5 millioner kr., hvilket beløb Statens Kunstfond fordoblede, til etablering af Kirsten Ortweds markante skulpturer på Anlægs- og Kirketorvet.

Tilbage stod Kimbrertorvet, byens største torv, der voldte mange kvaler.
Den vertikale afgrænsning skulle løses ved at indkøbe granit i Norge for næsten 2 millioner. Processen gik i gang og arbejdet skred fremad. Pludselig dukkede der en fax op fra Kirkeby, der var på vej til Brasilien og i flyet havde læst vores plan for torvet (venligst tilsendt ham af Palle Rønde).
Kirkeby kunne straks se, at vores løsning ikke var optimal og funderede over, hvorfor vi ikke havde spurgt ham til råds, han var dog kendt på gymnasiet og vidt ud i verden.
At byrådet ikke havde spurgt ham kan henføres til, at projektet var dyrt nok i forvejen og at vi manglede kendskab til Kirkebys indsigt på dette område. Men faxens afsluttende bemærkninger fik os til at stoppe arbejdet og få fat på Kirkeby.
I faxen skrev han til sidst: "Men toget er vel kørt fra stationsbyen, så dette er kun drøm og spind, så ulejlighed med model og realiteter er vel spildte, men tænk en trappe". Tænk en trappe!

Det illustrative sprogbrug, kombineret med ligefremme og bidende bemærkninger er en del af den virkelighed, der omgiver Kirkeby.
Det kommer også til udtryk i de indledende faser omkring udbygningen af Museumscentret.
I begyndelsen af 90'erne lykkes det Søren Christensen fra Rørbækcentret at etablere et netværk af Himmerlandske kommuner til et formidlende turistprojekt med tæt forbindelse til Arbejdsmarkedets Feriefond og dets pengekasse.
Aars kommunes projekt var en tiltrængt udbygning af Vesthimmerlands Museum, som sammen med kunstmuseet rådede over en sammenbygget enhed.
Det var vanskeligt for de to museers bestyrelse at enes om et fælles oplæg, så Aars byråd indkaldte en række kompetente personer fra museums og kulturverdenen til et symposium på rådhuset. Jeg kan rolig sige, at vi lærte utrolig meget den dag, og det resulterede i, at museerne og kommunen bad Kirkeby udarbejde et forslag til et nyt museum med fornøden veneration for parken og det gamle museum.
Og efter at Kirkeby havde fortalt det undrende byråd om træstammer, skovsnegle, Torshammer, bedre byggeskik i Aars og om Aars Akropolis og alle de øvrige metaforer, der kunne bidrage til forståelsen for det kunstværk han gerne ville stå i spidsen for, vedtog byrådet at iværksætte arbejdet.
I årets revyvise sang man meget rammende, "at heldigvis har Aars forlovet sig med Danmarks dyrest betalte murer".

Om det færdige resultat skriver arkitekt Steen Høyer: "Kirkeby er lige karsk som arkitekt og billedkunstner. Det er en ydmyg, men kompromisløs ærlighed, der ligger til grund for projektet med en stor kærlighed til egnsmuseets eventyr og traditionens væv på godt og ondt. Udgangspunktet er stedet og indholdet, derefter kommer rammen, tilpasningerne og æstetikken i nævnte rækkefølge. Heraf opstår arkitektur i ordets bedste forstand i en betydning, der nærmer sig Jørgens Utzons værk." Eller som Kirkeby selv udtrykker det, "er det funktionaliteten, der rummer husets billede, et hus med ringe funktionalitet bliver til "Lousy " kunst, medens et hus, hvor alle hensyn er taget til husets funktionsevne, kan blive til kunst. Måske."
I bogen Kursiv fortæller Kirkeby, "at jeg måtte gå ind i det lokale for at kunne gennemføre disse ting, jeg kan ikke være en udefra kommende ret længe". "I dette hus fik jeg lejlighed til at udleve mine arkitektoniske drømme og det førte til uventede venskaber."

Det var netop denne indstilling, der foranledigede Aars byråd til at udnævne ham til æresborger i kommunen i forbindelse med indvielsen af museet, fordi han poetisk intuitivt har haft almenvellets interesse for øje, som der så smukt står i proklamationen.

I O'erne etableredes i de fire rundkørsler rundt om Aars by markante steler, der gør opmærksom på, at her er der en by med en ganske særlig kunstnerisk aura.

Allerede i 1996 beskrev Kirkeby sine visioner om et musikhus i Aars. Med redekammen som symbol oprulledes et spændende bygningsværk sig for vore øjne. På grund af Amtets indgriben i de EU midler, der rettelig tilhørte Aars kommune, blev processen forsinket i 10 år. Men i et konstruktivt samarbejde mellem en af sygdom svækket Kirkeby og arkitekterne Kjær og Richter fra Aarhus samt den lokale bygherre NCO lykkedes det indenfor tidsrammen at færdiggøre Vesthimmerlands Musikhus ALFA. Et uhyre velfungerende musikhus, der atter engang understreger, at Kirkebys indstilling til det funktionelle som bærende princip gør, at huset fremstår som et kunstværk i gymnasiets nærhed.
Kirkeby udsmykkede foyeren med et stort temperamaleri, som beskriver hans opfattelse af Himmerland. Huset er drømmen om et musikhus i Aars, og den musiske aktivitet er husets poesi.
Musikhuset blev Kirkebys farvel til Aars. Tredive års indsats, der for altid har sat sit præg på byen og dens mennesker.

En stor kunstner kom forbi, han så og evnede at løfte en by og en egn op på et højere plan.