Tale ved udgivelsen af de lokalhistoriske arkivers årsskrift 2021
retur
Af Eva Auken, formand for Lokalhistorisk Forening Aars
Det er blevet tid for udgivelse af Lokalhistorisk årsskrift anno 2021, og jeg har igen i år sammen med Kim Ørsted Iversen og Sonja Markussen haft fornøjelsen af at være med i redaktionsarbejdet- så jeg har læst alle artiklerne- flere gange endda. Det har givet årsag til nogle generelle betragtninger over, hvorfor vi bruger så mange kræfter på lokalhistorisk arbejde med fokus på enkeltpersoner og begivenheder. Jeg har selv arbejdet med Aars Mandskor, som for mig har været både givende og opløftende og har givet anledning til overvejelser over kortraditionen i Aars og korsang i det hele taget. Andre har brugt tid og kræfter på Kr. Svendsens tid i Ullits, på Fritidsvirke i Haubro, lærer Jensens mindebænk i Farsø, arbejdet for Johan Skjoldborgs mindestue osv. Alt lige meget værd, set ud fra hver enkeltes udsigtspunkt. Alle artiklerne fortæller os om levet liv i vores nærområde.
Tilbage til Aars Mandskor.
Års mandskor blev oprettet i 1926 og ved et tilfælde, som det jo så ofte er, blev forhandlingsprotokollerne indleveret på arkivet. I 1939 blev der i koret afholdt en fest på Aars Hotel med dans og revy. I revyteksten kan man læse følgende afsluttende vers:
"Svend Jørgensen trak sig fra Bestyrelsen tilbage
han var mæt af Dage
thi i 11 lange Aar han var vor Sekretær
og fik Forhandlingsbogen saa kær
men da han i Bogen til det sidste Blad var naaet,
ja, saa var Jørgensen ogsaa gaaet
engang med Tiden det saadan vil gaa, at forhandlingsbogen paa Byens Museum skal staa" (Revytekst 1939)
I 1939 er byens museum en forholdsvis ny institution. Den har allerede så stor betydning, at håbet for forfatteren er, at protokollen skal havne lige akkurat her. Og det er jo så det den gør- helt tilfældigt.
Når man er optaget af lokalhistorie, og historie i det hele taget, er det den sidste linje, vi drømmer om og håber på, nemlig " at Forhandlingsbogen paa Byens Museum skal staa". "Kom og find mig, jeg har noget at fortælle", synes den at sige.
Sagen er, at det, vi på de lokalhistoriske arkiver får fingrene i, kun er toppen af isbjerget. Mange dokumenter og arkivalier forsvinder, fordi man ikke i tide har blik for, at det kan være af værdi for eftertiden. Hvad der er vigtigt i en generation, er ikke nødvendigvis vigtigt i den næste. Jeg har set i min egen familie, at vigtige papirer er røget ud ved arveskifte.
På samme måde, som når vi for sent finder ud af, hvad vi gerne ville have spurgt vores forældre og bedsteforældre om.
Hvad betyder hjemstavn og lokalhistorie for os? Hvorfor er det meningsskabende at holde fast i det sted, vi kommer fra?
Historiker Jacob Ørnbjerg, formand for Selskabet for Aalborgs historie, siger i et interview til Kr. dagblad: "Det er jo slet ikke alle, der har haft en harmonisk opvækst, men alle har stedet med sig som en arv- vi er alle sammen formet af det sogn, den by eller den gade, vi er født i, hvad enten vi vil det eller ej- og enten vi er flyttet derfra eller blevet". Man kan også kalde det for et vandmærke, man altid har med sig.
Betydningen af hjemstavnen kan man se i de mange facebook-grupper, der hylder et bestemt sted, f.eks. "Du ved, du er fra Aars når?". Denne gruppe har efterhånden fået stor tilslutning og intet synes for småt eller for stort til at blive delt med tusindvis af forhenværende og nuværende Årsborgere.
Er det udtryk for historisk interesse eller er det udtryk for nostalgi og selvdyrkelse?
Jeg skal ikke dømme om det, men kan kun håbe, at billedmaterialet, der kommer ind i store mængder, må ende på lokalhistorisk arkiv vel at mærke med alle relevante oplysninger, så det kan sættes ind i en historisk kontekst og blive af betydning for eftertiden. Kontekst igen og igen.
Interessen for os selv og den livssituation vi er i, dukker således op på mange forskellige områder og er i høj grad aldersbestemt. Et ungt menneske har tiden foran sig, hvorimod de ældre/ de gamle kan se fremtiden skrumpe ind og fortiden vide sig ud.
Derfor fik vi ikke spurgt de gamle, før det var for sent.
De lokalhistoriske foreninger er båret af ildsjæle - Gid det må lykkes at få så meget som muligt gemt til glæde for os selv og for nutidens og fremtidens unge, der selv engang vil erfare, at man skulle have spurgt i tide.
Det er blevet tid for udgivelse af Lokalhistorisk årsskrift anno 2021, og jeg har igen i år sammen med Kim Ørsted Iversen og Sonja Markussen haft fornøjelsen af at være med i redaktionsarbejdet- så jeg har læst alle artiklerne- flere gange endda. Det har givet årsag til nogle generelle betragtninger over, hvorfor vi bruger så mange kræfter på lokalhistorisk arbejde med fokus på enkeltpersoner og begivenheder. Jeg har selv arbejdet med Aars Mandskor, som for mig har været både givende og opløftende og har givet anledning til overvejelser over kortraditionen i Aars og korsang i det hele taget. Andre har brugt tid og kræfter på Kr. Svendsens tid i Ullits, på Fritidsvirke i Haubro, lærer Jensens mindebænk i Farsø, arbejdet for Johan Skjoldborgs mindestue osv. Alt lige meget værd, set ud fra hver enkeltes udsigtspunkt. Alle artiklerne fortæller os om levet liv i vores nærområde.
Tilbage til Aars Mandskor.
Års mandskor blev oprettet i 1926 og ved et tilfælde, som det jo så ofte er, blev forhandlingsprotokollerne indleveret på arkivet. I 1939 blev der i koret afholdt en fest på Aars Hotel med dans og revy. I revyteksten kan man læse følgende afsluttende vers:
"Svend Jørgensen trak sig fra Bestyrelsen tilbage
han var mæt af Dage
thi i 11 lange Aar han var vor Sekretær
og fik Forhandlingsbogen saa kær
men da han i Bogen til det sidste Blad var naaet,
ja, saa var Jørgensen ogsaa gaaet
engang med Tiden det saadan vil gaa, at forhandlingsbogen paa Byens Museum skal staa" (Revytekst 1939)
I 1939 er byens museum en forholdsvis ny institution. Den har allerede så stor betydning, at håbet for forfatteren er, at protokollen skal havne lige akkurat her. Og det er jo så det den gør- helt tilfældigt.
Når man er optaget af lokalhistorie, og historie i det hele taget, er det den sidste linje, vi drømmer om og håber på, nemlig " at Forhandlingsbogen paa Byens Museum skal staa". "Kom og find mig, jeg har noget at fortælle", synes den at sige.
Sagen er, at det, vi på de lokalhistoriske arkiver får fingrene i, kun er toppen af isbjerget. Mange dokumenter og arkivalier forsvinder, fordi man ikke i tide har blik for, at det kan være af værdi for eftertiden. Hvad der er vigtigt i en generation, er ikke nødvendigvis vigtigt i den næste. Jeg har set i min egen familie, at vigtige papirer er røget ud ved arveskifte.
På samme måde, som når vi for sent finder ud af, hvad vi gerne ville have spurgt vores forældre og bedsteforældre om.
Hvad betyder hjemstavn og lokalhistorie for os? Hvorfor er det meningsskabende at holde fast i det sted, vi kommer fra?
Historiker Jacob Ørnbjerg, formand for Selskabet for Aalborgs historie, siger i et interview til Kr. dagblad: "Det er jo slet ikke alle, der har haft en harmonisk opvækst, men alle har stedet med sig som en arv- vi er alle sammen formet af det sogn, den by eller den gade, vi er født i, hvad enten vi vil det eller ej- og enten vi er flyttet derfra eller blevet". Man kan også kalde det for et vandmærke, man altid har med sig.
Betydningen af hjemstavnen kan man se i de mange facebook-grupper, der hylder et bestemt sted, f.eks. "Du ved, du er fra Aars når?". Denne gruppe har efterhånden fået stor tilslutning og intet synes for småt eller for stort til at blive delt med tusindvis af forhenværende og nuværende Årsborgere.
Er det udtryk for historisk interesse eller er det udtryk for nostalgi og selvdyrkelse?
Jeg skal ikke dømme om det, men kan kun håbe, at billedmaterialet, der kommer ind i store mængder, må ende på lokalhistorisk arkiv vel at mærke med alle relevante oplysninger, så det kan sættes ind i en historisk kontekst og blive af betydning for eftertiden. Kontekst igen og igen.
Interessen for os selv og den livssituation vi er i, dukker således op på mange forskellige områder og er i høj grad aldersbestemt. Et ungt menneske har tiden foran sig, hvorimod de ældre/ de gamle kan se fremtiden skrumpe ind og fortiden vide sig ud.
Derfor fik vi ikke spurgt de gamle, før det var for sent.
De lokalhistoriske foreninger er båret af ildsjæle - Gid det må lykkes at få så meget som muligt gemt til glæde for os selv og for nutidens og fremtidens unge, der selv engang vil erfare, at man skulle have spurgt i tide.
