Den 1. juni lancerede Vesthimmerlands Museum et det nye digitale oplevelseskort, som er museets nyeste tiltag i forhold til at sætte fokus på de mange gode fortællinger og oplevelser, som gemmer sig i Vesthimmerland.
Kortet udgøres af 72 forskellige punkter, der inden for fem forskellige kategorier fortæller om relevante vinkler af den vesthimmerlandske historie. Hertil kommer billeder samt flere steder små oplysende film, der supplerer det skrevne. "Der er stjernepunkter på kortet, så som Aggersborg, Ertebølle, Rævemosen og Frederik den 7.'s Kanal, som indikerer, at her findes der en helt særlig oplevelse eller fortælling", forklarer museumsinspektør Maria Clement Hagstrup, "men det har også været meget væsentligt for os at få de små, men bestemt ikke mindre væsentlige fortællinger med så som historien om f.eks. giftblanderen i Myrhøj", understreger hun. "Det er mangfoldigheden, der gør vores kulturarv unik".
Vesthimmerlands Museum har i mange år arbejdet aktivt med inddragelse af borgerne, og det er der også tænkt på med det nye oplevelseskort, hvor dialogen ligeledes er i centrum. Under hvert punkt er det muligt at kommentere, spørge eller bidrage med gode tips til andre, der måske påtænker at lægge vejen forbi det pågældende sted. Stilles der spørgsmål, så vil det være fagfolk fra museet, som efter bedste evne vil svare på de forskellige henvendelser.
Kortet kan tilgås både via web og smartphones på adressen www.dinturguide.dk og gør det muligt for brugerne at sammensætte deres helt egen tur rundt i kommunen, idet de forskellige punkter kan "puttes i" en "indkøbskurv", der til slut generer en foreslået rute til de ønskede steder.