Der er ekstra liv i stenalderen de første par uger af juli, hvor Stenaldercenter Ertebølle foruden vores faste flintsmed også har besøg af norske og sjællandske venner af centret. De er med forskellige stenalderrelaterede aktiviteter med til at gøre et besøg på Stenaldercentret mere levende.
Familien Dale fra Bergen i Norge har gennem flere år tilbragt en del af deres sommerferie på Stenaldercenter Ertebølle. Med en glødende interesse for stenalderen, som de gerne videreformidler til Stenaldercentrets gæster, er familiens medlemmer i et par uger at finde på stenalderbopladsen, hvor de deltager i aktiviteter og gerne viser deres samling af stenalderredskaber frem for centrets gæster.
Det samme gælder for centrets sjællandske venner, Solveig Herthoni Hansen og arkæolog Lilith G. C. Hansen, der begge er tilknyttet Sagnlandet Lejre. De har ligeledes gennem flere år været velkomne sommerbesøgende på vores stenalderboplads, hvor de for gæsterne demonstrerer nogle af stenalderens håndværk samt delagtiggør interesserede i processerne.
Med vores norske og sjællandske venner af Stenaldercentret er der altid gang i et eller andet spændende. Måske laver de mad over bål og tilbereder urter, eller de viser, hvordan man garver skind, laver redskaber, fletter snore af plantefibre eller noget helt andet.