Mød museets arkæologer
Tirsdag den 7. september kl. 15-17 inviterer Vesthimmerlands Museum til et helt særligt arrangement i museumsparken, hvor informationstelte er opsat og arkæologerne står klar til at oplyse om arkæologi og oldtid i Vesthimmerland. Arrangementet er åbent for alle, men henvender sig især til bygherrer, planmedarbejdere og sagsbehandlere i private og offentlige virksomheder såvel som kommunen. Denne dag bliver det muligt at få et indblik i arkæologernes alsidige arbejde, der spænder bredt fra feltundersøgelsen til fundregistrering og publikationsopgaver samt deltagelse i forskningsprojekter om Danmarks oldtid. Baggrund for den arkæologiske virksomhed er museumsloven, hvor Vesthimmerlands Museum på statens vegne varetager undersøgelses- og dokumentationsopgaver i kommunen. At museets arkæologi kan skrive Danmarkshistorie, er set flere gange. Med ansøgningen om Aggersborgs optagelse på listen over UNESCOs verdensarv kan Vesthimmerlands oldtid blive skrevet ind i verdenshistorien. Stenaldercenter Ertebølle er et glimrende eksempel på arkæologisk vidensformidling, samtidig bidrager centret gennem eksperimentel arkæologi og forskning til ny viden om livet i stenalderen.
Der er gratis adgang.
Program
Mød museets arkæologer og få indblik i den arkæologiske virksomhed fra planlægning og udgravning til fundbearbejdning, forskning og formidling.
Museumsinspektør Gitte Lambertsen Hjortlund: Museumsloven og museets kapitel 8 arbejde
Arkæolog Nikoline Fogh Munch Larsen: Feltarbejde og opmålingsudstyr
Arkæolog Andreas Bo Nielsen: Fundbearbejdning og flotering
Museumsinspektør og forskningschef Bjarne Henning Nielsen: Forskningsudvikling og publikationer
Museumsdirektør Broder Berg: UNESCO-ansøgningen Aggersborg
Centerleder og naturvejleder Louise Villadsen: Eksperimentel arkæologi
Museets gode venner fra Vesthimmerlands Museumsforening står klar med kaffe, te og kager.