Levende formidling på Aggersborg.

  retur
Sommerferien står for døren og for 5. år i træk vil Vesthimmerlands Museums guider være at finde på Danmarks største vikingeborg, Aggersborg. 

"Passagen over fjorden tiltrækker såvel nu som i vikingetiden masser af folk, og derfor er det naturligvis vigtigt for os at tage godt imod de mange turister, der lægger vejen forbi", fortæller museumsinspektør Maria Clement Hagstrup, der koordinerer den levende formidling. Hver dag fra kl. 10.00-16.00 i juli måned vil det således være muligt at møde museets guider på Aggersborg, og som noget nyt i år er der planlagt gratis rundvisninger dagligt kl. 11.00 og kl. 14.30. Ydermere vil "Aggersborgvikingerne", der hvert år står bag vikingedagene i august, udvalgte dage være til stede og vise gammelt håndværk.

"Forhåbentlig vil Aggersborg og de andre ringborge om nogle få år figurere UNESCOs verdensarvsliste og tiltrække besøgende fra hele verden. Vores tilstedeværelse på Aggersborg hen over sommeren har ud over den formidlingsmæssige del også til formål at opsamle data, som kan indgå i vores fremtidige planer for stedet, når det forhåbentlig ender som verdensarv", understreger Maria Clement Hagstrup. 

Historien er langt fra statisk, og nye arkæologiske fund i Limfjordsområdet er hele tiden med at til give nye perspektiver. Når man besøger Aggersborg, vil guiderne således være "bevæbnet" med den nyeste viden, som på alle måder understreger Vesthimmerlands betydning i vikingetiden. Fra Ulv Galicienfarers grav i Næsby til pragtsværdene fra Vilsted Søndersø og nyeste detektorfund fra kommunen, som tilsammen er med til at tegne et samlet billede af en periode, hvor Vesthimmerland var alt andet end udkant. Faktisk var Limfjorden at betragte som datidens motorvej, og på alle måder af helt central betydning.

Det og meget mere bliver der mulighed for at blive klogere på, når sommerens formidling indledes på den første dag i juli.