Ny ledelsesstruktur på plads på Vesthimmerlands Museum

  retur
Efter 16 år ved roret på Vesthimmerlands Museum træder direktør Broder Berg nu med udgangen af august officielt tilbage for at hellige sig pensionistlivet. I kølvandet på denne beslutning er en ny ledelsesstruktur allerede i foråret blevet etableret for at sikre museets fortsatte vækst og udvikling.

Louise Villadsen tiltrådte i april som ny publikums- og formidlingschef. Hun kommer med en stærk baggrund inden for formidling og publikumsengagement fra bl.a. Stenaldercenter Ertebølle og vil spille en central rolle i at forbedre besøgsoplevelsen og formidlingen af museets samlinger og udstillinger. Herunder naturligvis også Aggersborg.
 
Samtidig er Maria Clement Hagstrup indtrådt i rollen som udviklingschef samt konstitueret direktør, indtil Anne Birgitte Jessen tiltræder den 1. oktober. Maria har været en del af museet i flere år og hendes ansvarsområder vil inkludere strategisk udvikling og ledelse af museet i en overgangsperiode. Herunder også rollen som UNESCO Site Manager for Aggersborg.
 
Museets arkæologiske afdeling ledes fortsat i fællesskab af de to museumsinspektører Sidsel Wåhlin og Simon Kjær Nielsen, mens Marie-Louise Witthoeft den 1. maj tiltrådte som ny stærk økonomimedarbejder med en baggrund i bl.a. Region Nord og Aalborg Zoo. Inden for forskning er Bjarne Henning Nielsen, som hidtil, tilknyttet som forskningschef.
 
Bestyrelsesformand Mads Krarup udtaler: "Vi takker Broder Berg for hans store indsats og engagement i museets udvikling. Samtidig ser vi frem til den nye energi og de nye perspektiver, som både Louise Villadsen, Maria Clement Hagstrup, Anne Birgitte Jessen og Marie-Louise Witthoeft vil bringe til deres roller. Vi er overbeviste om, at denne nye ledelsesstruktur vil styrke museet og sikre dets fortsatte succes."

Louise Villadsen og Maria Clement Hagstrup tiltrådte begge deres nye stillinger i foråret og har allerede påbegyndt arbejdet med at videreudvikle museets tilbud og sikre en stærk forbindelse til museets publikum og samarbejdspartnere.