Populær udstilling forlænges

  retur
Bruno Kjærs udstilling "Skyggernes dans på mindernes spor", som han har lavet i samarbejde med Henrik Søgaard, Leif Emerek og Troels Laursen er blevet forlænget frem til den 17. september. Der er stor interesse for udstillingen og dertil kommer, at mere end 10 skoleklasser i kommunen allerede har været igennem udstillingen og leget med skyggerne ved museumsunderviser Kim Callesen.
 
Alt det bliver der nu mere af.

Bruno Kjær er en kunstner der helt konsekvent har fulgt to spor i sin kunstpraksis. Det ene er udstillinger indenfor kunstinstitutionen og det andet spor er udstillinger og projekter udenfor kunstinstitutionen. Det har været nedlagte fabrikker, beskyttelsesrum fra Anden Verdenskrig etc. Han har også bevæget sig ud i det åbne rum med projekter i søer og vandløb (f.eks. De lyttende), installation fra Limfjordsbroen. Han er formentlig den kunstner, der mest konsekvent har arbejdet udenfor kunstinstitutionen i det nordjyske, noget han startede på allerede i begyndelsen af 1990'erne.

Det giver derfor god mening at han prøver kræfter med Vesthimmerlands Museum - et kulturhistorisk museum.

Den 24. marts åbner han udstillingen "Rejse uden ankomst" på Kystmuseet Bangsbo i Frederikshavn (endnu en udstilling udenfor kunstinstitutionen).
 
Der er gratis adgang for alle på Vesthimmerlands Museum i Aars hver lørdag fra kl. 10.00-15.00 i 2023.
 
Læs mere om kunstneren her: www.brunokjaer.dk