Sommeroplevelser på Aggersborg

  retur
På Vesthimmerlands Museum havde man håbet på at gå sommeren på Aggersborg i møde med en udnævnelse til UNESCO Verdensarv. Desværre har krigen i Ukraine også her haft betydning, idet UNESCO-komiteen, som træffer afgørelsen, skulle mødes i Rusland denne sommer. Mødet er i sagens natur udskudt, og derfor må man på museet fortsat væbne sig med tålmodighed.

Det til trods, så vil de mange sommerbesøgende igen i år blive mødt af levende formidling, når Vesthimmerlands Museums formidlere hver dag fra fredag den 1. juli står klar til at møde gæsterne i øjenhøjde og fortælle om både stedets lange og spændende historie og ikke mindst vejen til verdensarv. Den direkte gæstemodtagelse og dialog samt det gode værtskab er helt central og medvirkende til at et besøg på Aggersborg i sommerperioden for mange bliver en særlig positiv oplevelse. Hver dag vil der ydermere være en gratis guidet tur på borgen og i løbet af måneden forskellige aktiviteter for både børn og voksne i de to vikingetelte, som i anledningen bliver opstillet på stedet. Smag på vikingetiden, oplev håndværket og bliv klogere på verdensarv.
 
"Det er ærgerligt, at vi fortsat må krydse fingre for en positiv tilbagemelding fra UNESCO-komitén", fortæller museumsdirektør Broder Berg fra Vesthimmerlands Museum, "men vi er fortrøstningsfulde og glæder os over igen i år at kunne tilbyde vores gæster en særlig oplevelse på Aggersborg. Ikke i helt samme målestok, som vi havde håbet på, hvis vi lige nu stod med en udnævnelse, men som altid med fokus på den nære formidling og den gode dialog". I år afprøves nye former for formidling, så når madkurven pakkes ud ved et af de tre nye bord-bænkesæt, der bliver opsat på stedet, vil bordpladerne byde på viden om både herregård, kirke, runer, bro, kalkværk og meget, meget mere. Historie i øjenhøjde, mens kaffen indtages. Ligeledes er der udviklet et oversigtskort på både dansk og engelsk, som kort og godt kan give gæsterne en forståelse af området, som det fremstår nu med kirke, herregård og borg i tæt samspil. Formidlingen denne sommer er muliggjort med støtte fra Vesthimmerlands Kommune og kommer områdets mange turister til gode.
 
På museet har man de sidste syv år stået bag sommerformidling på Aggersborg og således indsamlet masser af viden om de folk, der lægger vejen forbi, men også lyttet til både ris og ros. I år vil denne videnindsamling foregå mere målrettet med henblik på at blive endnu skarpere på de mange tiltag, der kan sættes i gang, når Aggersborg forhåbentlig sammen med de fire andre danske ringborge, Fyrkat, Nonnebakken, Borgring og Trelleborg er at finde på den prestigefyldte verdensarvsliste.

Museets guider er på Aggersborg dagligt mellem kl. 10.00-17.00 fra 1. juli - 7. august. 

Omvisning hver dag kl. 14.00.