Liv og død under Gedsteds muld
Udkanten af Gedsted har formentlig summet af liv i jernalderen. Nord og syd for Nørrevangen foretog arkæologer fra Vesthimmerlands Museum i 2007 og 2015 udgravninger, der afslørede spor fra en 2000 år gammel landsby med stenbrolægning mellem husene.
I alt afslørede de to udgravninger hele 45 langhuse fra perioden 500 f.Kr. til 160 e.Kr. De mange huse har dog ikke ligget på pladsen samtidig, da flere af husene lå nøjagtig samme sted som forgængerbygningen. At menneskene ønskede at blive boende og genopbygge deres huse, fortæller om, hvor fordelagtigt området har været i jernalderen. Placeret tæt på Limfjorden havde jernalderfolket nemlig rig mulighed for at supplere deres kost med alt godt fra havet.
Langhusene, der i gennemsnit var 15 meter i længden og 6 meter i bredden, har givet ly og varme til både mennesker og dyr. I husenes østlige ende havde man stald til husdyrene og i den vestlige ende beboelse. I midten var husets livsnerve, ildstedet, hvor man samledes, lavede mad, klæder og redskaber samt delte fortællinger og viden, når dagens udendørs arbejde var overstået.
Selvom landsbyen har summet af liv, var døden også en uundgåelig del af livet i jernalderen, såvel som i dag. De afdøde blev oftest brændt på et bål sammen med gravgaver og personlige ejendele. Bålresterne blev derefter lagt i en fordybning i jorden. Kun to af disse brandgrave blev fundet ved udgravningerne, men hvem ved, hvilke spændende spor og fund fra fortiden, som jorden under Gedsted mere gemmer på?
Royalt besøg i middelalderens Gedsted
Middelalderens konger havde rundt omkring i landet kongsgårde, der fungerede som opholdssted, når de eller deres repræsentanter rejste rundt. Sådan en havde man ligeledes i Gedsted fra 1200-tallet af. Kongsgården ved Gedsted nævnes første gang i en kilde fra d. 1. marts 1289; et brev fra den 15-årige konge Erik Menved (1274-1319), hvor han fra Gedsted (stavet Geetstath) udstedte privilegier til Vitskøl Kloster, der dermed kom under kongelig beskyttelse.
Engang i 1300-tallet kom gården i privat eje; præcis hvornår og hvorfor vides ikke, men dette ændrede sig i 1408, da brødrene Per Sommer, Peder og Thomas Gedsted solgte al deres gods i Gedsted (nu stavet Gestædh), heriblandt kongsgården, til Dronning Margrete d. 1. (1353-1412). Ved denne handel endte kronen med at eje flere gårde i Gedsted, heriblandt de store gårde Gedstedgård og Holmmark med tilhørende marker og skove.
Ifølge mundtlige overleveringer besøgte Dronning Margrete d. 1. Gedsted adskillige gange, endda så ofte, at hun havde sine egne trædesten, når hun ankom med skib fra Limfjorden og skulle i land ved Holmmark. Kongsgården har formentlig ligget i nærheden. Op gennem middelalderen kunne Gedsted dermed bryste sig af royalt besøg flere gange.
Udkanten af Gedsted har formentlig summet af liv i jernalderen. Nord og syd for Nørrevangen foretog arkæologer fra Vesthimmerlands Museum i 2007 og 2015 udgravninger, der afslørede spor fra en 2000 år gammel landsby med stenbrolægning mellem husene.
I alt afslørede de to udgravninger hele 45 langhuse fra perioden 500 f.Kr. til 160 e.Kr. De mange huse har dog ikke ligget på pladsen samtidig, da flere af husene lå nøjagtig samme sted som forgængerbygningen. At menneskene ønskede at blive boende og genopbygge deres huse, fortæller om, hvor fordelagtigt området har været i jernalderen. Placeret tæt på Limfjorden havde jernalderfolket nemlig rig mulighed for at supplere deres kost med alt godt fra havet.
Langhusene, der i gennemsnit var 15 meter i længden og 6 meter i bredden, har givet ly og varme til både mennesker og dyr. I husenes østlige ende havde man stald til husdyrene og i den vestlige ende beboelse. I midten var husets livsnerve, ildstedet, hvor man samledes, lavede mad, klæder og redskaber samt delte fortællinger og viden, når dagens udendørs arbejde var overstået.
Selvom landsbyen har summet af liv, var døden også en uundgåelig del af livet i jernalderen, såvel som i dag. De afdøde blev oftest brændt på et bål sammen med gravgaver og personlige ejendele. Bålresterne blev derefter lagt i en fordybning i jorden. Kun to af disse brandgrave blev fundet ved udgravningerne, men hvem ved, hvilke spændende spor og fund fra fortiden, som jorden under Gedsted mere gemmer på?
Royalt besøg i middelalderens Gedsted
Middelalderens konger havde rundt omkring i landet kongsgårde, der fungerede som opholdssted, når de eller deres repræsentanter rejste rundt. Sådan en havde man ligeledes i Gedsted fra 1200-tallet af. Kongsgården ved Gedsted nævnes første gang i en kilde fra d. 1. marts 1289; et brev fra den 15-årige konge Erik Menved (1274-1319), hvor han fra Gedsted (stavet Geetstath) udstedte privilegier til Vitskøl Kloster, der dermed kom under kongelig beskyttelse.
Engang i 1300-tallet kom gården i privat eje; præcis hvornår og hvorfor vides ikke, men dette ændrede sig i 1408, da brødrene Per Sommer, Peder og Thomas Gedsted solgte al deres gods i Gedsted (nu stavet Gestædh), heriblandt kongsgården, til Dronning Margrete d. 1. (1353-1412). Ved denne handel endte kronen med at eje flere gårde i Gedsted, heriblandt de store gårde Gedstedgård og Holmmark med tilhørende marker og skove.
Ifølge mundtlige overleveringer besøgte Dronning Margrete d. 1. Gedsted adskillige gange, endda så ofte, at hun havde sine egne trædesten, når hun ankom med skib fra Limfjorden og skulle i land ved Holmmark. Kongsgården har formentlig ligget i nærheden. Op gennem middelalderen kunne Gedsted dermed bryste sig af royalt besøg flere gange.
