Handel og håndværk omkring Louns Sø i vikingetiden
Hvornår strandvoldene mellem Louns Sø og Limfjorden opstod vides ikke, men det er muligt, at søen og fjorden var forbundet i vikingetiden (900-1050 e.Kr.). Hvis Louns Sø var en lille bugt i Louns Bredning i vikingetiden, har det været muligt at sejle med skib fra Limfjorden og ind til udkanten af nutidens Hvalpsund. En handelsplads og havn omkring Louns Sø har dermed været særlig fordelagtig. Havnen har givet beskyttelse mod vestlige vinde, og man har kunne handle med varer fra nær og fjern.
Et bevis herpå er en skat fundet i 1870 ved Louns Sø, der bestod af 108 sølvmønter. Over halvdelen af mønterne var præget i Ørbæk ved Løgstør under kongerne Knud den Store (995-1035) og Hardeknuds (1020-1042) regeringstid. De resterende mønter var fra Viborg, England og Tyskland.
I 2007 og 2014 fandt arkæologer fra Vesthimmerlands Museum flere beviser på Hvalpsund og omegns betydning i vikingetiden. Nord for Louns Sø udgravede man i 2007 langhuse og grubehuse, der blev brugt til beboelse, handel og håndværk. I grubehusene fandt man ten- og vævevægte, der blev brugt til forarbejdning af uld til klæde, men også råjern og bronzestykker fra smedning og støbning samt ben- og tandmateriale, som formentlig har indgået i produktionen af kamme og prene (spidst redskab til at lave huller i klæde).
Ved plejehjemmet Hesselvangen i Hvalpsund fandt arkæologerne i 2014 rester efter værkstedsbygninger fra vikingetiden og tidlig middelalder (1050-1150 e.Kr.). Håndværkspladsen var tydeligvis befolket af smede, da ildsteder, esser, søm, nagler, knive samt andre rester af jern dukkede op under udgravningen.
Louns Sø og Limfjorden bragte dermed liv, handel og håndværk til området i vikingetiden.
Færgeoverfart med livet som indsats
Tager du færgen fra Hvalpsund til Sundsøre i dag, har du en smuk og rolig tur i vente. Men sådan har det ikke altid været. Går man 200 år tilbage i de historiske kilder, vidner de om, at færgeoverfarten kunne være med livet som indsats.
Færgeriet ved Hvalpsund kan spores tilbage til 1532, hvor Las og Christiern Christensen fik retten til at drive både Hvalpsund Færgekro og færgeoverfarten til Salling. Det er dog først i 1689, at en alvorlig færgeulykke dukker op i kilderne. Berusede færgemænd formåede at kæntre færgen ud for Hvalpsund, da de havde forsøgt at vende båden. Færgemændene forlod den synkende skude og svømmede i sikkerhed. De efterladte passagerers skæbne fortæller kilderne intet om, men det er nemt at forestille sig, hvordan det endte dem, der ikke kunne svømme.
Den 23. september 1792 ramte ulykken endnu engang færgeriet, da bønder fra Salling skulle sejles tilbage efter at deltaget i Hvalpsund Marked. Her havde bønderne købt ind i stor stil. Ved afgang fra Hvalpsund var færgen, der dengang blot var en stor robåd, fyldt til bristepunktet med 23 personer, 18 får og flere tønder rug. Da færgen var på dybt vand, viste det sig, at lasten var mere end, hvad færgen kunne bære. Da den begyndte at tage vand ind, forsøgte færgemændene at smide tønderne overbord, men bønderne modsatte sig. Det blev dermed umuligt at afværge ulykken. Færgen sank, og kun tre personer formåede at holde sig over vande ved hjælp af bådens årer. De resterende 20, heriblandt færgemændene, druknede i den kolde fjord.
Ved jernbaneloven af 1918 blev en jernbanefærge, der kunne sejle jernbanevogne mellem Hvalpsund og Sundsøre, vedtaget, men det var først ni år senere, at færgestrækningen blev åbnet med indsættelsen af den 40 meter lange motorfærge "Hvalpsund". Denne havde plads til hele 22 personbiler og 150 passagerer. Da kunne beboere fra Vesthimmerland og Salling roligt tage færgen igen uden at risikere liv og lemmer.
Hvornår strandvoldene mellem Louns Sø og Limfjorden opstod vides ikke, men det er muligt, at søen og fjorden var forbundet i vikingetiden (900-1050 e.Kr.). Hvis Louns Sø var en lille bugt i Louns Bredning i vikingetiden, har det været muligt at sejle med skib fra Limfjorden og ind til udkanten af nutidens Hvalpsund. En handelsplads og havn omkring Louns Sø har dermed været særlig fordelagtig. Havnen har givet beskyttelse mod vestlige vinde, og man har kunne handle med varer fra nær og fjern.
Et bevis herpå er en skat fundet i 1870 ved Louns Sø, der bestod af 108 sølvmønter. Over halvdelen af mønterne var præget i Ørbæk ved Løgstør under kongerne Knud den Store (995-1035) og Hardeknuds (1020-1042) regeringstid. De resterende mønter var fra Viborg, England og Tyskland.
I 2007 og 2014 fandt arkæologer fra Vesthimmerlands Museum flere beviser på Hvalpsund og omegns betydning i vikingetiden. Nord for Louns Sø udgravede man i 2007 langhuse og grubehuse, der blev brugt til beboelse, handel og håndværk. I grubehusene fandt man ten- og vævevægte, der blev brugt til forarbejdning af uld til klæde, men også råjern og bronzestykker fra smedning og støbning samt ben- og tandmateriale, som formentlig har indgået i produktionen af kamme og prene (spidst redskab til at lave huller i klæde).
Ved plejehjemmet Hesselvangen i Hvalpsund fandt arkæologerne i 2014 rester efter værkstedsbygninger fra vikingetiden og tidlig middelalder (1050-1150 e.Kr.). Håndværkspladsen var tydeligvis befolket af smede, da ildsteder, esser, søm, nagler, knive samt andre rester af jern dukkede op under udgravningen.
Louns Sø og Limfjorden bragte dermed liv, handel og håndværk til området i vikingetiden.
Færgeoverfart med livet som indsats
Tager du færgen fra Hvalpsund til Sundsøre i dag, har du en smuk og rolig tur i vente. Men sådan har det ikke altid været. Går man 200 år tilbage i de historiske kilder, vidner de om, at færgeoverfarten kunne være med livet som indsats.
Færgeriet ved Hvalpsund kan spores tilbage til 1532, hvor Las og Christiern Christensen fik retten til at drive både Hvalpsund Færgekro og færgeoverfarten til Salling. Det er dog først i 1689, at en alvorlig færgeulykke dukker op i kilderne. Berusede færgemænd formåede at kæntre færgen ud for Hvalpsund, da de havde forsøgt at vende båden. Færgemændene forlod den synkende skude og svømmede i sikkerhed. De efterladte passagerers skæbne fortæller kilderne intet om, men det er nemt at forestille sig, hvordan det endte dem, der ikke kunne svømme.
Den 23. september 1792 ramte ulykken endnu engang færgeriet, da bønder fra Salling skulle sejles tilbage efter at deltaget i Hvalpsund Marked. Her havde bønderne købt ind i stor stil. Ved afgang fra Hvalpsund var færgen, der dengang blot var en stor robåd, fyldt til bristepunktet med 23 personer, 18 får og flere tønder rug. Da færgen var på dybt vand, viste det sig, at lasten var mere end, hvad færgen kunne bære. Da den begyndte at tage vand ind, forsøgte færgemændene at smide tønderne overbord, men bønderne modsatte sig. Det blev dermed umuligt at afværge ulykken. Færgen sank, og kun tre personer formåede at holde sig over vande ved hjælp af bådens årer. De resterende 20, heriblandt færgemændene, druknede i den kolde fjord.
Ved jernbaneloven af 1918 blev en jernbanefærge, der kunne sejle jernbanevogne mellem Hvalpsund og Sundsøre, vedtaget, men det var først ni år senere, at færgestrækningen blev åbnet med indsættelsen af den 40 meter lange motorfærge "Hvalpsund". Denne havde plads til hele 22 personbiler og 150 passagerer. Da kunne beboere fra Vesthimmerland og Salling roligt tage færgen igen uden at risikere liv og lemmer.
