Ørbæk - et af vikingetidens vigtigste møntsteder i Jylland
I vikingetiden så Limfjorden markant anderledes ud. Lavningen, der deler Ørbæk i to, Vester Ørbæk og Øster Ørbæk, kan dengang have været en sejlbar vig. Her var det sydlige punkt for overfarten mellem Ørbæk og ringborgen Aggersborg på den anden side af Limfjorden. Ved Ørbæk har arkæologer fra Vesthimmerlands Museum fundet en vikingebebyggelse, en mulig handelsstation.
En præmis for handel er betaling, og her kommer sølvmønter ind i billedet. Møntprægning var et kongeligt privilegium, hvilket også fremgår af danske vikingemønters forside, hvor kongens navn og titel optræder, eksempelvis Cnut Rex Anglorum, Knud, englændernes konge. Kongen havde flere møntsteder rundt om i landet, heriblandt Roskilde, Ribe og Ringsted.
I vikingetiden så Limfjorden markant anderledes ud. Lavningen, der deler Ørbæk i to, Vester Ørbæk og Øster Ørbæk, kan dengang have været en sejlbar vig. Her var det sydlige punkt for overfarten mellem Ørbæk og ringborgen Aggersborg på den anden side af Limfjorden. Ved Ørbæk har arkæologer fra Vesthimmerlands Museum fundet en vikingebebyggelse, en mulig handelsstation.
En præmis for handel er betaling, og her kommer sølvmønter ind i billedet. Møntprægning var et kongeligt privilegium, hvilket også fremgår af danske vikingemønters forside, hvor kongens navn og titel optræder, eksempelvis Cnut Rex Anglorum, Knud, englændernes konge. Kongen havde flere møntsteder rundt om i landet, heriblandt Roskilde, Ribe og Ringsted.
Stednavnet Ørbæk optræder som kongeligt møntsted på mønter fra vikingetiden, dog i en ældre form: Orb, Orbe, Orbec eller Orbc. Der er flere byer ved navn Ørbæk i Danmark, men hovedspredningen af mønterne peger i retning af, at mønterne henviser til Ørbæk ved Løgstør. I den sene vikingetid var mønternes vægt forskellig. Mønter slået i Jylland var f.eks. lettere end mønter fra Fyn, Sjælland og Skåne. Ørbæk mønterne stemmer overens med den jyske møntvægt.
Desuden er store møntskatte med en del Ørbækmønter fundet i den nordjyske muld. Eksempelvis blev en skat bestående af 108 sølvmønter fundet i 1870 ved Louns Sø. Over halvdelen var fremstillet under kongerne Knud den Store og Hardeknuds regeringstid, henholdsvis 1018-1035 og 1035-1042. Indskriften på mønternes bagside henviser til Ørbæk som møntsted med ordene "Orbec" og Orbe". En tilsvarende møntskat er også fundet ved Munksjørup ved Vilsted Sø.
Desuden er store møntskatte med en del Ørbækmønter fundet i den nordjyske muld. Eksempelvis blev en skat bestående af 108 sølvmønter fundet i 1870 ved Louns Sø. Over halvdelen var fremstillet under kongerne Knud den Store og Hardeknuds regeringstid, henholdsvis 1018-1035 og 1035-1042. Indskriften på mønternes bagside henviser til Ørbæk som møntsted med ordene "Orbec" og Orbe". En tilsvarende møntskat er også fundet ved Munksjørup ved Vilsted Sø.
Ørbækmønterne har bevæget sig vidt og bredt; endda helt til Peterskirken i Rom, hvor en Ørbækmønt dukkede op i arkæologiske udgravninger i 1940'erne.
Med tiden udviklede Viborg sig dog til en større by med domkirke og landsting, hvilket trak folk til byen. I 1040'erne overtog Viborg derfor rollen som Jyllands hovedmøntsted.
Ligtog fra Løgstør til Løgsted Kirke krævede våde varer
Løgsted Kirke blev opført mellem 1100 og 1250 og var indtil 1893 sognekirke for både Løgsted og Løgstør. Placeret på en mark på en bakke var det altså sin sag at bringe de afdøde fra Løgstør til begravelse i kirken.
Løgstørs velstillede borgere blev, når de skulle begraves, transporteret i en hestevogn. Anderledes stod det til for byens fattige borgere. De blev båret på en bærebør (ligbåre), fremfor at blive kørt på en vogn. Ligtogets rute var typisk den samme i Løgstør, hvor man havde tradition for at starte fra Fjordgade ad Vestergade og fortsætte mod Løgsted Kirke via Nibe-Viborg landeveje op ad bakken. Turen krævede flere hvil undervejs, hvor de 6-8 bærere slukkede tørsten. Ikke kun bærerne fik lidt vådt til ganen, det gjorde også resten af ligtoget, der medbragte øl og brændevin.
Ligtog fra Løgstør til Løgsted Kirke krævede våde varer
Løgsted Kirke blev opført mellem 1100 og 1250 og var indtil 1893 sognekirke for både Løgsted og Løgstør. Placeret på en mark på en bakke var det altså sin sag at bringe de afdøde fra Løgstør til begravelse i kirken.
Løgstørs velstillede borgere blev, når de skulle begraves, transporteret i en hestevogn. Anderledes stod det til for byens fattige borgere. De blev båret på en bærebør (ligbåre), fremfor at blive kørt på en vogn. Ligtogets rute var typisk den samme i Løgstør, hvor man havde tradition for at starte fra Fjordgade ad Vestergade og fortsætte mod Løgsted Kirke via Nibe-Viborg landeveje op ad bakken. Turen krævede flere hvil undervejs, hvor de 6-8 bærere slukkede tørsten. Ikke kun bærerne fik lidt vådt til ganen, det gjorde også resten af ligtoget, der medbragte øl og brændevin.
I 1840'erne forsøgte Løgstørs borgere at skaffe penge til opførelsen af en kirke, men treårskrigen (1848-1850) satte midlertidig en stopper for det ønske. I 1851 byggede murermester Møller et hus på hjørnet af Rådhusgade og Købmagergade (dengang Skolegade), der blev brugt som kirkesal indtil byen fik egen kirke. I 1869 skænkede købmand Michael Simonsen en grund ved Viborgvej, der skulle benyttes som kirkegård for "Løgstør Byes christelige Indvaanere eller Beboere". Kirkegården blev taget i brug samme år.
I 1864 kom en rigtig kirke i Løgstør igen på tale, men denne gang kom endnu en krig i vejen. Løgstør fik endelig sin egen smukke kirke på hjørnet af Rådhusgade og Blindebomsgade i 1893. Det gjorde selvsagt turen til kirken betydeligt kortere. Om de kortere ture med kisterne stadig involverede brændevin og øl, vidner historien intet om.
