Skarp Salling - et yndet område i oldtiden
Med fundet af det smukke Skarpsallingkar fra bondestenalderen i 1891 har det længe været kendt, at Skarp Salling var beboet i oldtiden. En udgravning foretaget af arkæologer fra Vesthimmerlands Museum i 2012 afslørede dog, at Skarp Salling ikke kun var beboet i bondestenalderen (4000-1700 f.Kr.) men også i jernalderen (500 f.Kr.- 800 e.Kr.).
Udgravningen blev udført for at redde de rester fra fortiden, som kabelarbejdet i forbindelse med Skagerak 4 projektet risikerede at forstyrre. Kabelarbejdet krævede et stort område; det samme gjorde derfor selve udgravningen. Udgravningsfeltet var hele 15 meter bredt og 200 meter langt. Under jordoverfladen fandt arkæologerne blandt andet stenbrolægninger og gulve fra en 2000 år gammel og 125 meter lang jernalderlandsby, nærmere dateret til perioden mellem år 0 til 100 e.Kr.
Stenbrolægningerne fandt arkæologerne ved fire langhuse med tilhørende udhuse, der kan være anvendt til opbevaring, som værksted eller forarbejdningssted for fødevarer. Mellem de to sydligste langhuse fandt arkæologerne også en sivebrønd, der skulle samle overfladevandet fra området omkring husene. Vandet blev ledt af en stensat kanal til brønden.
Husene var omkring 20 meter lange og 5 meter brede. Dyr og mennesker boede sammen i husene; mennesker i den vestlige del og stalden i den østlige. I husene fandt arkæologerne delvist bevarede kridt- og lergulve i beboelsesdelen, som havde været dækket over med måtter, så gulvenes levetid blev forlænget. I stalden var der lergulv, men huller og ujævnheder, der opstod ved udmugning, var blevet udfyldt med sten og kridt. Den nordjyske undergrund består af store mængder kridt, hvorfor man i jernalderen i Nordjylland typisk anvendte det til sine gulve.
Ikke langt fra landsbyen udgravede arkæologerne også en mindre del af, hvad der kan være et større gravkompleks. Fem jordfæstegrave fra omkring 350 e.Kr. gemte sig under jordoverfladen. De døde fik i jernalderen ofte personlige ejendele med sig i graven. To af gravene var dog tomme, hvorfor man ikke kan bedømme, om det var mande- eller kvindegrave. Tre af gravene havde dog gravgaver, som typisk blev placeret i kvindegrave: perlekæder, bronzeblikfibel, lerkar, tenvægte, kamme og meget mere.
Udgravningen i 2012 gav dermed arkæologerne et bedre indblik i livet og døden i jernalderens Skarp Salling.
Med fundet af det smukke Skarpsallingkar fra bondestenalderen i 1891 har det længe været kendt, at Skarp Salling var beboet i oldtiden. En udgravning foretaget af arkæologer fra Vesthimmerlands Museum i 2012 afslørede dog, at Skarp Salling ikke kun var beboet i bondestenalderen (4000-1700 f.Kr.) men også i jernalderen (500 f.Kr.- 800 e.Kr.).
Udgravningen blev udført for at redde de rester fra fortiden, som kabelarbejdet i forbindelse med Skagerak 4 projektet risikerede at forstyrre. Kabelarbejdet krævede et stort område; det samme gjorde derfor selve udgravningen. Udgravningsfeltet var hele 15 meter bredt og 200 meter langt. Under jordoverfladen fandt arkæologerne blandt andet stenbrolægninger og gulve fra en 2000 år gammel og 125 meter lang jernalderlandsby, nærmere dateret til perioden mellem år 0 til 100 e.Kr.
Stenbrolægningerne fandt arkæologerne ved fire langhuse med tilhørende udhuse, der kan være anvendt til opbevaring, som værksted eller forarbejdningssted for fødevarer. Mellem de to sydligste langhuse fandt arkæologerne også en sivebrønd, der skulle samle overfladevandet fra området omkring husene. Vandet blev ledt af en stensat kanal til brønden.
Husene var omkring 20 meter lange og 5 meter brede. Dyr og mennesker boede sammen i husene; mennesker i den vestlige del og stalden i den østlige. I husene fandt arkæologerne delvist bevarede kridt- og lergulve i beboelsesdelen, som havde været dækket over med måtter, så gulvenes levetid blev forlænget. I stalden var der lergulv, men huller og ujævnheder, der opstod ved udmugning, var blevet udfyldt med sten og kridt. Den nordjyske undergrund består af store mængder kridt, hvorfor man i jernalderen i Nordjylland typisk anvendte det til sine gulve.
Ikke langt fra landsbyen udgravede arkæologerne også en mindre del af, hvad der kan være et større gravkompleks. Fem jordfæstegrave fra omkring 350 e.Kr. gemte sig under jordoverfladen. De døde fik i jernalderen ofte personlige ejendele med sig i graven. To af gravene var dog tomme, hvorfor man ikke kan bedømme, om det var mande- eller kvindegrave. Tre af gravene havde dog gravgaver, som typisk blev placeret i kvindegrave: perlekæder, bronzeblikfibel, lerkar, tenvægte, kamme og meget mere.
Udgravningen i 2012 gav dermed arkæologerne et bedre indblik i livet og døden i jernalderens Skarp Salling.
Vor Frue kirke i Skarp Salling
På en bakketop i den nordøstlige del af Skarp Salling troner byens unikke kirke. Kirkens historie går tilbage til middelalderen, hvor den blev opført omkring år 1150. Kilder fra 1462 afslører, at kirken var viet til Jomfru Maria, da den heri omtales som "Vor Frue i Salling".
Gennem århundreder blev kirken ombygget og ændret flere gange. En af disse ændringer var et tårn i gotisk stil, som blev tilføjet i kirkens vestlige ende i senmiddelalderen. Tårnet blev senere nedrevet, muligvis omkring 1758, da årstallet samt initialerne MPM er tilføjet på kirkens gavl. Initialerne henviser til Marcus Pauli Marcussen, der fra 1757 ejede gårdene Krastrup og Gunderstedgaard. Han har sandsynligvis betalt for ombygningen, hvorfor hans initialer er sat på kirkens gavl.
I slutningen af 1800-tallet restaurerede Hermann Baagøe Storck, dansk professor, arkitekt og bygningsrestaurator, kirken ud fra hans egen personlige fortolkning af en middelalderlig basilikakirke, muligvis inspireret af Viborg Domkirke. Det store arbejde vedrørte en restaurering af koret og apsis i 1884 samt af skibene/langhuset i 1890-1891. Arkitektonisk adskiller kirkens sig derfor i dag markant fra de øvrige kirker i Vesthimmerland.
På en bakketop i den nordøstlige del af Skarp Salling troner byens unikke kirke. Kirkens historie går tilbage til middelalderen, hvor den blev opført omkring år 1150. Kilder fra 1462 afslører, at kirken var viet til Jomfru Maria, da den heri omtales som "Vor Frue i Salling".
Gennem århundreder blev kirken ombygget og ændret flere gange. En af disse ændringer var et tårn i gotisk stil, som blev tilføjet i kirkens vestlige ende i senmiddelalderen. Tårnet blev senere nedrevet, muligvis omkring 1758, da årstallet samt initialerne MPM er tilføjet på kirkens gavl. Initialerne henviser til Marcus Pauli Marcussen, der fra 1757 ejede gårdene Krastrup og Gunderstedgaard. Han har sandsynligvis betalt for ombygningen, hvorfor hans initialer er sat på kirkens gavl.
I slutningen af 1800-tallet restaurerede Hermann Baagøe Storck, dansk professor, arkitekt og bygningsrestaurator, kirken ud fra hans egen personlige fortolkning af en middelalderlig basilikakirke, muligvis inspireret af Viborg Domkirke. Det store arbejde vedrørte en restaurering af koret og apsis i 1884 samt af skibene/langhuset i 1890-1891. Arkitektonisk adskiller kirkens sig derfor i dag markant fra de øvrige kirker i Vesthimmerland.
